(Kjøbenhavn 1912) 

Byen blir endelig nu mod kveld stille og mægtigt begravet under det synkende, hvide væld som et Atlantis i havet. Taarne og tage og mørke trær taber sit omrids i stormens veir. Men dybt under snefaldsskyen brænder der lygter i byen!

Og lygterne rødmer i sneens sæk, den evige sne, som seiler henover aasyn, hvis blege træk spænding og længsler speiler! Hundrede hænder gaar rapt paa rov ind i en hellig og rotløs skov, som sænker de hvide grene nedover torvets stene.

Der bruser et rasende vinterdrev i fattigkvarterets stræder, hvor rimede ruder med meget stræv er pyntet for julens glæder. Og dybt i den usleste kjælderhals fins fristende leger og frugt tilfals. Sæber og lys og glitter op imod sneen titter.

Den fattige kvinde faar sjalet fyldt af nysneens myge strømme — men bagenom bæver, af fryd forgyldt et hjerte i jubeldrømme. Hun bærer en bugnende julekurv for husbond og unger og kat og spurv — og først maa hun nedom bulen og hente sin mand til julen.

Han tømmer den festlige julesnaps, just som de slukker i sjappen. Saa stiger han sindig, paa sne og slaps opover kjældertrappen. Hun venter ham, taus, i sit tynde sjal — saa stirrer de begge mod fjerde sal, og skimter bag vinduets plade smaa unger med næserne flade. — —

Men fjernt i det straalende strøgs trafik ser du en pige danse! I mødes paa gaden med smil og med nik, men har ikke tid til at stanse! Du ser hendes kraftige, blonde krøll saa fygende flygtig sat ind med sølv, og snefnug paa pande og læber, de tiner i ungdoms feber — — —

Hun sætter sig ind hos en vældig gran dybt i den lune slæde. Saa risler det til i den brunes man, og hun glider hen i sin glæde! Den kimer, de dombjælders dybe klang, en svindende, stille sirenesang — Og hør! Gjennem luften du aner en klemten af sværere kaner!

Et mægtigt og drømmende kanehold løses med et over leden. Over staar himmelen, mørk og kold med vinterveien og freden. Der kjøres med vindige tømmer af reb, med menneskens sorger og savn paa slæb. De durende bronzeklokker skjælver i taarnets stokker.

Og førend det kimende kor er stilt er gadernes færdsel omme. Men henover nysneens hvide filt sniger sig endnu somme. Og følger en ensom fra sneens skavl den svære façade til tagets gavl, ser han, som drømmende minder, trerækker af lys, der skinner:

Først lygte ved lygte, saa træt og gul, med bugnende, snetung hætte. De sænker i stræderne al dén jul, som gadernes pak skal mætte. Saa hæver sig rudernes røde rad lige til himmels, befriet, glad — og høit over frysende tage staar stjernerne blege tilbage — —

By admin2

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

Wordpress Social Share Plugin powered by Ultimatelysocial